For to år siden var vi på en rejse gennem det sydlige Indien. Vi havde et hvidt lærred med hjemmefra, som undervejs skulle fungere som et midlertidigt galleri, en white cube. Desuden havde vi en stak kort med, som på engelsk beskrev vores projekt. Vi ville på banegårde og markedspladser flytte et objekt, som vi syntes var sigende for stedet, fra dets kontekst til det hvide lærred, på den måde forskyde dets betydning, og derved ændre perceptionen af stedet. Vi oprettede dengang denne blog, som skulle fungere som virtuelt udstillingsrum for vores fysiske udlægninger.
Men der skete noget andet: Vi blev usikre, vi vaklede overfor det ukendte. Vores plan om at bringe orden til det indiske rum mislykkedes, det hvide lærred forblev sammenrullet, kortene blev aldrig delt ud.
Men der skete noget andet: Vi blev usikre, vi vaklede overfor det ukendte. Vores plan om at bringe orden til det indiske rum mislykkedes, det hvide lærred forblev sammenrullet, kortene blev aldrig delt ud.
Kan vi mon genvinde en smule af vores sårede stolthed, ved at gennemføre en seance, en maning, kan vi genoprette orden i kaos? Eller sker der noget helt andet? Har turen gennem det sydindiske forandret os? Vi mødte på Indiens sydligste spids den lokale gudinde Devi Kanya Kumari, besøgte to gange hendes underjordiske tempel, så hende for enden af ringe af ild, blev indviet i hendes kraft. Hvad skete der egentlig?
Fra den 25. til den 26. februar afskærmede os fra omverden i et lokale i Osramhuset på Nørrebro, København, dækkede vinduerne med gyldent stof. Inde i rummet pakkede vi kort og lærred ud. Med os havde vi diverse artefakter fra turen; fotografier, objekter etc. Vi skrev og tegnede på bagsiderne af kortene. Mens vi producerede værket, lagde vi løbende fotografier af processen op her på bloggen. Da døgnet var gået, åbnede vi dørene, og rummet inkl. artefakter og værkproduktion fungerede som udstilling.
-------------
PS: Der skete noget uforudset, noget som, hvis ikke vi var så rationelle, så jordbundne, som vi jo er, kunne have rystet os i vores grundvold: Sagen er den, at vi også for fire år siden, i 2012 var i Indien, dengang i det nordlige, mere specifikt i Varanasi, som bl.a. er kendt som en dødeby i den hinduistiske mytologi. Normalt er det forbundet med tabu og urenhed, at have opholdt sig på en hinduistisk kremeringsgrund. Sådan er det ikke i Varanasi, her er det stik modsat: det forbindes med renselse og godartet energi, at have opholdt sig der. Det har vi, og det var der, vi havde indsamlet de tageteskronblade, som vi brændte af ifbm vores seance i Osramhuset. Tagetesblomsten har stor symbolværdig for hinduerne, den har ilden og solens farve, man bruger dem ved mange af livets fejringer: fødsel, bryllup og død. - Da vi i 2012 var i Varanasi var det for at lave udstillingen 'Lines of Ash' som havde netop dødsritualer som omdrejningspunkt. Under udarbejdelsen af denne udstilling boede vi i et residency drevet af en gammel, traditionsrig rigmandsfamilie. Vi blev gode venner med især de ældre medlemmer af familien, som kunne fortælle os spændende historier om bl.a. dengang i tresserne, hvor Ravi Shankar boede hos dem, og hvor The Beatles kom og besøgte ham, hvor George Harrison lærte at spille sitar. Da vores ophold faldt sammen med den årlige forsommerfest HOLI, farvernes fest, en form for karneval, hvor samfundshierakier vendes på hovedet bl.a., blev vi inviteret med i deres private tempel, hvor vi fik lilla pujapulver smurt i panden, drak mandelte med bhang (en mildt euforiserende pasta lavet af cannabis), blev overstrøet med kronblade og vanddråber, mens vi lyttede til hypnotisk musik og en sadhu sagte messede mantraer for os. - Til og fra ceremonien kørte vi med familiens overhoved Shri Radharaman Prasad, vi talte ikke meget, men der var varme og gensides respekt imellem os. Under vores ophold på hans ejendom kaldte vi ham oldefar. - Da vi vågnede den 27. efter vores egen lille ceremoni i Osramhuset, gik vi på Facebook, for at tjekke, hvad man nu tjekker dér. Og til vores chok så vi at oldefars barnebarn, Navneet, dagen inden, den 26., havde skrevet en statusopdatering, som fortalte, at oldefar var død samme dag kl. 13:30, og at han blev kremeret kl. 19. - Det vil sige, at mens oldefar blev kremeret i Varanasi, sad vi tusinder af kilometer væk, i en anden verden (som er den samme), og brændte blomster indsamlet selv samme sted for fire år siden. Måske hjalp vi ham videre, måske var han et smut forbi Osramhuset, dansede i røgen, tog sin afsked, hjalp os videre.
Perceiving Space tilegnes hermed vores ven Shri Radharaman Prasads minde.